Strukturalismen var og er et videnskabsteoretisk oprør inden for de discipliner, den bliver brugt i. I sprogvidenskaben og antropologien blev den en reaktion på historisme og atomistisk tilgang til fagene og i narratologien blev den et oprør med den hermeneutiske tilgang.
Idéhistorikeren Michel Foucault analyserede samtidig strukturalismens fremkomst, som et oprør mod den humanisme, der havde regeret videnskaben de sidste to århundreder[1].